Han smed hende ud… uden at vide, at han ville miste alt”

Det var nat. Regnen slog hårdt mod vinduerne.

En tung stilhed fyldte lejligheden.

Anna stod ved døren med rystende hænder. Hendes øjne var røde af gråd.

Hun var gravid.

Og hun havde netop fået sandheden at vide.

— Du er sammen med en anden… — hendes stemme knækkede.

Manden — Arman — vendte sig irriteret om.

— Stop med dit drama, — svarede han koldt.

— Jeg ved alt… — sagde Anna og lagde hånden på maven. — Jeg bærer dit barn…

Et øjeblik blev alt stille.

Men stilheden varede ikke længe.

Armans ansigt blev hårdt.

— Du står i vejen for mit liv, — sagde han skarpt. — Jeg vil have et andet liv.

Anna kunne næsten ikke tro det.

— Så… os… vores barn…

— Jeg vil ikke have noget, — afbrød han. — Hverken dig eller det barn.

De ord hang i luften.

Tunge. Kolde. Ubarmhjertige.

Tårer begyndte at løbe ned ad Annas kinder.

— Arman… jeg har ingen steder at tage hen…

Men manden havde allerede taget hendes taske.

Han åbnede døren.

— Gå.

Anna stod stille.

Hun ventede på, at det var en joke.

At han ville ændre mening.

Men intet ændrede sig.

— Jeg sagde, gå, — gentog han højere.

Anna gik langsomt mod døren.

Regnen blæste ind.

Hun stoppede et øjeblik ved tærsklen.

Så sig tilbage.

Måske for sidste gang.

Men manden kiggede ikke engang på hende.

Døren smækkede.

Hårdt.

Endeligt.

Anna stod udenfor. Alene. Gravid. I regnen.

…

Måneder gik.

Arman levede allerede sit “nye liv”.

Dyre biler, fester, en anden kvinde.

Men noget indeni gav ham ingen ro.

En dag gik han forbi et hospital.

Der var mange mennesker.

Hans blik stoppede ved en kvinde…

Han frøs.

Det var Anna.

Hun sad der, bleg og svag… men med en lille baby i armene.

Deres barn.

Armans hjerte begyndte at slå hurtigt.

Han gik tættere på.

— Anna…

Hun løftede blikket.

Hun var ikke længere den samme Anna.

I hendes øjne var der ingen smerte, ingen forventning.

Kun… kulde.

— Det er… min søn, — hviskede Arman.

Anna så på ham.

Længe.

Dybt.

— Nej, — svarede hun roligt. — Det er min søn.

De ord ramte hårdere end noget slag.

Arman blev tavs.

For første gang forstod han…

Han havde ikke kun mistet kvinden.

Men også sit barn.

Og chancen for nogensinde at blive far.