«Drengen på gaden»

Det var en kold efterårsaften. På kanten af en af byens store gader sad en lille dreng. Hans tøj var slidt, hans hænder beskidte, og i hans øjne kunne man se en træthed, som man sjældent ser hos børn.

Han havde siddet det samme sted i flere timer.

Folk gik forbi ham uden at kigge.
Nogle gik hurtigt, andre vendte endda væk for ikke at se ham.

Drengen var stille. Han kiggede bare på de forbipasserende, som om han ventede på nogen.

Pludselig stoppede en sort, luksuriøs bil foran ham. Dørene åbnedes.

En midaldrende mand i en dyr jakkesæt trådte ud, selvsikkert gående. Han var en af byens kendte forretningsmænd.

Drengen gik et par skridt hen imod ham.

— Hr… — sagde han med en svag stemme.
— Hvad vil du? — vendte manden sig utilfreds.

— Jeg… jeg ville bare spørge om lidt mad…

Manden kiggede på ham oppefra og ned. Et udtryk af vrede kom frem i hans ansigt.

— I stedet for at arbejde, tigger du på gaden?

Drengen rystede hurtigt på hovedet:

— Nej… jeg…

Men manden lyttede ikke færdig.

— Gå væk herfra! — råbte han.

Drengen blev stående. Måske forstod han ikke, måske var han bare meget træt.

Manden gik vredt hen og gav drengen et let klap på kinden.

Drengen faldt til jorden. Folk omkring vendte sig, men ingen greb ind.

Drengen krummede sig af smerte, men græd ikke. Han kiggede blot på manden.

I det øjeblik fangede mandens blik drengens ansigt.

Noget fik ham til at standse og træde nærmere.

På drengens hals hang et lille, gammelt medaljon.

Manden frøs brat. Han genkendte det.
Det var det samme medaljon, som han havde givet sin lille søn for mange år siden.

Sønnen… som var forsvundet for mange år siden.

Mandens ansigt blev blegt. Han satte sig langsomt ned ved drengen.

— Det medaljon… hvor har du det fra?

Drengen så forvirret på ham.

— Jeg har altid haft det… min mor sagde, at det var fra min far.

Mandens hænder begyndte at ryste. Han kiggede igen i drengens øjne.

Nu så han det, som han ikke havde lagt mærke til for få minutter siden.

De øjne…
De var de samme.
Præcis de samme som hans egne.

Manden trak vejret tungt.
For få minutter siden havde han skubbet en fremmed dreng til jorden.
Men nu forstod han den frygtelige sandhed.

Denne dreng…
var hans søn.