“Opkaldet, der aldrig skulle have fundet sted”

Natten var usædvanligt stille.

Husets vægge syntes at opsluge lyde, og urets tikken lød højere end normalt.

Anna var alene.

Hendes mand, Arman, havde været på forretningsrejse i tre dage. I starten virkede det normalt. Men denne nat… var noget galt.

Hun sad i stuen med telefonen i hånden, da lyset pludselig flimrede et øjeblik.

Anna kiggede nervøst rundt.

— Strømmen?..

Lyset kom tilbage, men stilheden i rummet var allerede anderledes.

Lige i det øjeblik ringede hendes telefon.

Anna så på skærmen… og frøs.

Hendes eget navn stod der.

“Anna – indgående opkald”

Hun stirrede bare i nogle sekunder.

— Hvordan… er det muligt?..

Med rystende hænder svarede hun.

— Hallø?..

Et par sekunders tavshed.

Så… lød en stemme.

Men det var ingen andens stemme.

Det var hendes egen.

Grædende, forpustet, panisk:

— Anna… lyt til mig… der er ikke tid…

Annas hjerte begyndte at banke hurtigt.

— Hvem er det…?

— Det er dig… — stemmen råbte næsten. — For Guds skyld, lyt… åbn ikke døren… hvad der end sker…

Anna kiggede forvirret på døren.

— Hvad mener du… hvem kommer—

I det øjeblik.

Bank.

Langsomt. Tungt.

Huset syntes at fryse.

Anna holdt vejret.

— Han er allerede der… — hviskede stemmen fra telefonen. — Hvis du åbner… vil alt være tabt…

Anna trak sig tilbage.

— Dette er en spøg… ikke?.. Arman?..

Men stemmen i telefonen græd.

— For Guds skyld… jeg har allerede lavet en fejl… gør det ikke…

Rædsel fyldte Annas øjne.

— Hvilken fejl…?

Et øjebliks tavshed.

Så sagde stemmen stille:

— Jeg åbnede døren…

Annas krop blev iskold.

Banken kom igen.

Stærkere denne gang.

— Anna… åbn, — lød en mands stemme bag døren.

Det var Armans stemme.

Hendes mands.

— Det er mig… åbn døren.

Tårer fyldte Annas øjne.

— Arman… er det dig?..

— Selvfølgelig er det mig, — sagde stemmen udefra. — Hvad laver du derinde? Åbn.

“Anna” i telefonen skreg:

— STOP. DET ER IKKE HAM.

Anna lukkede øjnene.

En del af hende ville løbe og åbne døren.

Den anden del… frøs på stedet.

— Hvis det ikke er ham… hvem er det så…?

Stemmen fra telefonen hviskede:

— Jeg troede også, det var ham…

Døren blev banket på igen.

Denne gang mere utålmodigt.

— Anna, åbn, — stemmen blev hårdere. — Jeg ved, du er derinde.

Anna gik langsomt hen mod døren.

Hendes hånd nærmede sig håndtaget.

— Åbn ikke… — græd stemmen i telefonen. — For Guds skyld… hvis du vil leve…

Anna stoppede.

Hendes blik faldt på spejlet.

Og i det øjeblik…

så hun noget.

I refleksionen på døren lille glas…

personen, der stod udenfor…

havde intet ansigt.

Et øjeblik.

Stilhed.

Annas åndedræt stoppede.

Stemmen bag døren ophørte.

Så… meget langsomt…

lød en hvisken:

— Du så det… ikke?

Anna rykkede til.

Telefonen gled næsten ud af hendes hænder.

— Nu ved han, at du har forstået, — hviskede stemmen i telefonen.

— Og nu…?

Stilhed på linjen.

Så…

meget stille:

— Nu vil han komme ind… uanset om du åbner døren eller ej…

I det øjeblik…

slukkedes lyset i huset.

Totalt mørke.

Og det sidste, Anna hørte…

var hendes egen stemme i telefonen:

— Jeg nåede ikke at redde dig…

Opkaldet blev afbrudt.

…

Næste morgen bemærkede naboerne, at døren stod på klem.

Huset var tomt.

Ingen tegn på kamp.

Ingen tyveri.

Ingen Anna.

Kun én ting blev efterladt på bordet.

Telefonen.

Med det sidste opkald registreret.